I Håndværk & Design lavede jeg to forløb, et julegaveforløb med tryk på tekstiler i ugerne før jul, samt et sløjdforløb med ting af træ i de to sidste uger efter jul.
Julegaveforløb i Håndværk & Design - tekstiltryk
I det første forløb var der stress på for at få julegaverne færdige, så her fik jeg desværre ikke taget nogen billeder af elevernes arbejde, men her ses et af de eksempeler på tekstiltryk jeg selv producerede og viste for holdene.
Til disse grydelapper har jeg brugt en elevs skabelon. Han havde begået den fejl, som flere andre eleverne også begik, at smide det væk som var den egentlige stencil, og gemme den figur han havde skåret ud. Her afprøvede jeg hvordan det ville se ud hvis man trykkede rundt om en skabelon i stedet for inden i. Resultatet blev ret fedt synes jeg, men man skal lige være opmærksom på hvordan man afslutter yderkanten på trykket.
Jeg lavede også et forklæde med en af pigernes tryk. Hun var ret utilfreds med sin stencil, men jeg syntes den var ret fin, så jeg lånte også den med hjem.
Grydelapperne, forklædet samt en pude hvor trykket var en gentagelse af en hjertestencil jeg selv havde lavet, var tænkt som eksempler på noget eleverne kunne lave. Formålet med at bruge elevernes egne stencils til at trykke med, var at vise dem hvor flot et resultat man kan få selv med enkle motiver. Jeg håbede også at pigen ville kunne se hvor fint hendes motiv så ud på forklædet, men hun virkede desværre ikke glad for det.
Siden gav jeg forklæde og pude til mine forældre, her ses et billede af puden i min mors stol.
Innovativt sløjdforløb i Håndværk & Design
Her skulle eleverne bruge deres fantasi til at finde på så mange forskellige ting af træ som muligt. Dette forløb var eleverne ret motiverede for, da de stort set selv måtte bestemme hvad de ville lave. Nedenfor ses nogle af de mange billeder jeg fik taget.
Billeder og beskrivelser fra mandagsholdet
Her ses to små giraffer lavet ud af små grene. Grenene er savet over med en fukssvans og limet sammen med limpistol. Pletterne er brændt på. Se lille billedserie her:
Her ses én ud af fire mini bordskånere til kopper. Denne version har syv skiver af grene, som er savet over med en fukssvans og limet på en plade af finér. Finérpladen er savet ud på dekupørsav.
To elever har lavet blyantsholdere af en birkestamme. Birkebarken er her bevaret med sin naturlige smukke overflade. Men blyantsholderen blev også lavet i en anden version hvor barken blev fjernet. Om man kan lide barken eller ej er jo en smagssag.
Dette hjerte er savet ud på dekupørsav og har fået en støtte så det kan stå på et bord. Hjertet blev senere malet med akrylmaling på bogstaverne og rundt i kanten.
Her ses fire terninger der startede som nusseklodser. Pigerne ville bare lave en klods som var rar at røre ved, så man kunne gå og nusse med den. Hen ad vejen blev det til terninger med prikker og navne.
Vedhænget her er lavet af en tyk gren. Der er savet en skive af med en fukssvans, som derefter er slebet og behandlet med linolie. Der er boret et lille hul ind i siden af vedhænget hvor et øsken af kobbertråd er sat fast. Vedhænget blev derefter sat på en lang sort lædersnor.
Her ses endnu to vedhæng. Det er venindevedhæng, derfor er de ens. Den dråbeformede klods har hverken hul eller øsken, for den skulle ikke bruges som vedhæng, men som nusseklods eller til pynt.
Billeder og beskrivelser fra onsdagsholdet
Disse øreringe er skåret ud af en lille gren og slebet. Siden er der boret små huller i med en batteridrevet håndboremaskine, og så er de blevet malet med sølvgrå maling. Der er blevet sat små øskner i perlerne, som derefter er monteret på dråbeformede ørebøjler indkøbt til formålet.
Her er der brugt en tykkere gren og skiverne er skåret tykkere. Disse grene har en hvid kerne, og de små revner(marvstråler) der trådte frem da de fik olie, giver et flot mønster. Måske var det derfor de ikke skulle males. Disse perler blev sat direkte i ørebøjlerne.
Denne bordskåner er lavet af enebærgrene limet på en finérplade. Herefter er der blevet brændt bogstaver ind i, og til sidst har den fået linolie. Bordskåneren er nummer to af slagsen. Første eksemplar var rund og uden bogstaver.
To af pigerne brugte den sidste gang på at lave små træplader som de dekorerede med brænderen, to til armbånd og to til vedhæng. Her er der boret hul i hver ende af pladen og sat sort elastiksnor i.
Vedhænget her er lavet af en gren som er savet lidt på skrå for at give vedhænget den ovale form. Da træskiven blev slebet på skivepudseren fik det en lidt brændt overflade, som endte med at blive en del af designet. A'et blev malet på og der blev boret et lille hul til et øsken. Til sidst fik vedhænget linolie.
To andre piger ville gerne lave en hammer. Her ses den ene hammer. Hovedet er fra en birkestamme og skæftet fra en af mine medbragte grene. Desuden ses et vedhæng af enebærtræ med sort lædersnor.
Denne skulptur er lavet af en birkestamme med sidegren, som er savet til, slebet og siden malet med akrylmaling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar