Mandag d. 19. august
I dag har jeg fået syet det sølvgrå gallasæt til Cecilies barbidukke færdigt. Sættet laver jeg et særskilt indlæg om. Desuden har jeg syet en fin nederdel til den hæklede guldtop af en gammel rest silkesatin med dragemønster.
Her ses den sorte nederdel med guldragerne og nedenfor billeder og beskrivelse af arbejdsprocessen.
Syning af nederdel
Denne nederdel er meget let at sy og kræver intet mønster. Jeg tog en stofrest og viklede rundt om dukken, satte et par nåle og klippede.
I stedet for at bøvle med at lægge kjolen op, syede jeg kanten med en fin rullesøm. Dette kræver at man har en overlocker eller symaskine som kan sy denne type søm.
De to kanter som skal syes sammen midt bag overlockede jeg med en tretrådet søm.
Det samme gjorde jeg for oven
Herefter bukkede jeg overkanten ned og gav den en stikning
Set fra vrangen
Til sidst syede jeg sømmen midt bag, men efterlod ca. 1½ cm åben, så kjolen kan hives op over hofterne på dukken.
Torsdag d. 8. august
I slutningen af juni måned flyttede min nevø og niece (meget mod min og bedsteforældrenes vilje ;) til Japan, fordi min storebror havde valgt at gøre karriere dér.Da der er dyrt at rejse til Japan, og da børnene ikke fik lov til at få ret meget legetøj med derned, fik jeg den idé at sy barbietøj til min niece. Det hverken fylder eller vejer ret meget, så det skulle være til at sende derned, og jeg har masser af fine stofrester at ta' af.
Da jeg var på ferie hos mine forældre i sidste uge, nævnte jeg idéen for min mor. Men jeg havde glemt at tage stof med hjem, så vi gik på jagt i min mors gemmer.
Min niece elsker pink og guld og alt hvad der skinner, hvilket min mor IKKE gør, så det var svært at finde noget, som jeg var sikker på Cecilie ville blive vild med. Men til sidst lykkedes det os at finde noget skinnende sølvgråt crepesatin og en grå blonde (som vist iøvrigt har været mit), samt en rest tynd guldgarn og en ganske fin hæklenål. Det kom der følgende ud af:
Hæklet guldtop med halterneck
Nederdelen har min mormor strikket til mig for mange år siden
Toppen er lukket med tre trykknapper bagpå
Hæklemønsteret til toppen er lavet ved at slå masker op og måle på dukken. Der er taget ud i begge sider foran til barmen, samt lidt bagpå. Stropperne er hæklet ud fra toppen undervejs, først den ene så den anden, og syet sammen i nakken til sidst.
Jeg skrev mønsteret ned undervejs, men glemte det derhejemme, så det må lige vente lidt med at få det lagt op.
Her er et par billeder fra arbejdsprocessen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar